HP Lange spillede så bollerne hoppede

Der var fuldt loft ved den officielle åbning af Musikloftet i Koed.

HP Lange spillede så bollerne hoppede

"Det her er som at spille på Djursland."

Sagt af HP Lange fra Ommestrup, bosiddende kun et kvarters kørsel fra Musikloftet i Koed, da han roste Lars Thyrre Sørensen og Djurslands nye spillested.

Om end mere tilbagetrukket har Lars' Dagmar også sin væsentlig rolle i Musikloftet.
Det er da også hendes navn, der toner frem på skærmen ved mobilepay.

Lars Thyrre Sørensen tog imod gæsterne lige ovenfor trappen - oppe på Musikloftet.

Lars indledte aftenen med at byde de 60 tilhørere velkommen til den officielle åbningskoncert på Musikloftet.
Og mens HP Lange Big Gumbo slog tonerne an, lå Lars' hjemmebagte boller i et tilstødende lokale og hoppede med på fadene.

Bollerne har han selv lavet, Musikloftet har han selv lavet, hjemmesiden har han selv lavet, musikken har han selv skaffet.

Intime og hjemlige rammer

Musikken fangede stemningen og faldt fra starten ind i de intime og hjemlige rammer.
HP Lange introducerede næste sang - om bondens overvældende møde med storbyen.
"Det er samme oplevelse, når jeg tager fra Ommestrup til Rønde."

Senere, efter endnu en gang trylleri på sine trommer, fik Jens (Kristian Dam) ordet for en kort bemærkning.
HP Lange havde forinden betroet os, at Jens var ved at bygge hus på Helgenæs.
"Så hvis nogen af jer ligger inde med gamle lofter og gamle døre, er jeg meget interesseret."

Bag døren ind til scenen nyder musikerne en velfortjent pause - i Lars' nyindrettede backstage.

Lærte af forpremieren

Aftenens forrygende koncert med HP Lange Big Gumbo blev planlagt i god tid.
I så god tid, at Lars ikke kunne dy sig for en "forpremiere-koncert" - med coronabegrænset antal tilhørere.

"Og det var godt, jeg gjorde det - og lærte af det - inden den udsolgte åbningskoncert," siger Lars.

De kære penge

Mens andre rejser på charterferie, går Lars' "feriebudget" til musikken og til Musikloftet.
For entréen på 150 kroner vankede der både velkomstdrink, musik og kaffe-/ostebord i pausen.

"Jeg tjener ikke penge i aften. Men jeg regner med at hæve prisen med 20 kroner, og så bliver det nok lidt bedre."
Han håber på også at kunne lokke flere udenlandske musikere til Koed.
"Kan jeg lytte til dem her i stedet for at må rejse udenlands, sparer jeg også nogle penge ved det."

Lars har startet en indsamling for også at kunne give dårligt gående mulighed for at komme på Musikloftet.
"Alle er velkomne til at bidrage til indsamlingen for at få dækket en del af udgiften til en trappelift."

For mange boller

Og så havde Lars bagt for mange boller.
Efter koncerten kunne gæsterne både købe CD'er med aftenens musikere
- og få en gratis pose hjemmebagte boller med ud i den lune september-aften.

De fleste nok sultne efter mere ... - på Musikloftet
- Djurslands nye spillested.

Video med fire minutters fyldigt sammendrag fra den magiske åbningskoncert.